Harry Andersson

Den aktuelle installation på Nordiska Galleriet kalder han et sidste suk.
– Det lyder måske lidt deprimerende, men jeg har lavet 25 eller 30 vaser i alt nu, og jeg synes stadig, det er sjovt, men jeg er bange for, at det bliver kedeligt. Så jeg stopper med at lave disse vaser nu, hvor det er sjovest. Det er en taktik, jeg bruger, fordi jeg ikke vil have, at det bliver ensformigt. Men hey, man skal aldrig sige aldrig. Måske laver jeg nogle i al hemmelighed.

Installationen fortsætter, hvor soloudstillingen She's your lover now (FORGETMENOT) slap, som bestod af tyve skulpturer skabt eksklusivt til Nordiska Galleriet i efteråret 2018. Harrys kunst bevæger sig i grænselandet mellem tragiske livshistorier, en evig søgen og knuste hjerter krydret med roser, alkohol, kranier, melankolske fragmenter fra en rockballade og et insekt i ny og næ.
– Jeg er meget fascineret af livshistorier. Som jazzmusikeren Chet Baker, der var meget lovende, men blev en fattig heroinmisbruger og døde efter et fald fra sit vindue i Amsterdam. Eller Amy Winehouse, hvis skæbne rørte mig dybt, jeg synes, det er interessant. Min kunst handler meget om ulykkelig kærlighed. Det er et koncept, jeg har, måske fordi det er let at forholde sig til. Og jeg henter mange referencer fra populærkulturen: fra litteratur, film og musik, som inspirerer mig.

Der er en vis charme i det defekte. Der er allerede så mange perfekte vaser.

Kunstner og tegneserieskaber Harry Anderson blev født i 1986 og voksede op i Stockholm. Siden barndommen har det stået klart, at han ville vie sit liv til en eller anden form for kreativt arbejde.
– Jeg var kreativ som barn og tegnede meget, men jeg syntes altid, at der var andre, der var bedre og tegnede bedre. Jeg har nok altid tænkt, at for at komme ind på en bedre kunstskole skal man mestre de grundlæggende teknikker, som f.eks. at kunne male fotorealistisk. Men på et eller andet tidspunkt stødte jeg på kunstneren Dick Bengtsson, som slet ikke maler på den måde, og jeg følte en stor befrielse. Gennem ham begyndte jeg at male på den måde, jeg gerne ville.

Efter tre års forberedende studier på Gerlesborg Kunstskole i Stockholm blev han optaget på den seksårige uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.
– I de første syv år malede jeg bare, og det troede jeg nok, at jeg altid ville gøre. Men så begyndte jeg at kede mig, det var ensomt. Så var der et keramikværksted, som jeg altid havde haft et godt øje til. De så så hyggelige ud, når de skabte derinde. De drak te og lyttede til musik. Så uden at vide noget om, hvordan det foregik, gik jeg derind. Jeg havde altid været inspireret af keramikeren Klara Kristalovas fantastiske naivistiske skulpturer og følte mig fristet til selv at prøve det.

Inspireret af Stig Lindbergs og Grayson Perrys bemalede keramik skulle de kommende år næsten udelukkende handle om at lære at mestre leret.
– Der var en del trial and error, før jeg begyndte at finde den rigtige, selvom jeg på ingen måde leder efter perfektion, men snarere føler, at der er en vis charme i det defekte. Der er allerede så mange perfekte vaser.

Det romantiserede billede af kunstnerens liv som frit, selvrealiserende og bohemeagtigt er langt fra Harrys virkelighed.
– For mig er kunst en profession, det handler om rutiner. Jeg starter dagen i atelieret klokken ni, klokken halv et spiser jeg frokost, og klokken fem går jeg hjem, uanset hvor god eller dårlig dagen har været. Det fungerer ikke for mig at vente på inspiration; hvis jeg kommer ind i en kunstnerisk bølgedal, maler jeg mig ud af den eller skaber keramik. Jeg arbejder hele tiden, og der kommer altid noget, for mig er der ingen anden måde.

Ifølge statistikkerne er en videregående uddannelse inden for kunst en af de største taberhandler, man kan gøre. Simpelthen fordi der er meget få mennesker, der kan leve af kunst. Men det var ikke noget, der fik Harry til at tøve med sit valg. Og uanset om det er hans beslutsomhed, høje produktivitet, arbejdsmoral eller bare det faktum, at han er en meget spændende kunstner, så er han ydmyg over for det faktum, at hans kunst bliver værdsat og genererer en indkomst, der kan holde hans arbejde kørende. Så når det gælder fremtiden, er målet krystalklart.
– Jeg vil bare blive ved med at gøre det, jeg gør i dag, og bruge mine dage på at arbejde i mit atelier, hvor jeg kan realisere alle de ideer, jeg har. Som en lampe, jeg arbejder på lige nu. Det er op til mig. Og jeg er meget bevidst om, hvilket privilegium det er. Men selvfølgelig har jeg et romantiseret billede af New York, og det ville være en drøm at udstille der.