Diana Orvning

Hun er i gang med at skabe store, skulpturelle kunstgardiner til en restaurant og har brug for loftshøjde til sine kreationer. Langs væggene er malerier linet op, også dækket af tekstiler. Mange ser færdige ud, men i nogle rammer kan man kun skimte det endelige resultat. Sammen begynder værkerne at skabe et billede, en lille ledetråd, af deres skaber.

– Tekstilkunst har altid været en naturlig måde for mig at udtrykke mig på. Begge mine forældre har arbejdet med kunst, så det var et sprog, jeg udviklede tidligt, og som altid har været en naturlig del af mig. Et sprog, jeg forstår," siger Diana Orving.

Tidligere var en stor del af Dianas arbejde at designe tøj, og hun har stadig et tøjmærke under sit eget navn, men i de seneste år har hun fokuseret mere på tekstilkunst. Det er en organisk proces, der har ført hende hertil afhængigt af hendes personlige udvikling, og hvad hun har været mest nysgerrig på og haft lyst til at udforske.

– Mode som format er mere restriktivt og handler ofte mere om produkt end om udtryk. Min indgang til alt skabende har altid været min interesse for form og udtryk, den kreative del.

Diana er drevet af en naturlig nysgerrighed. Hun følger sine impulser og arbejder både med improvisation og øvning. Hun lader sig lede af sin intuition og arbejder sjældent ud fra et forudbestemt slutresultat.

– Mit arbejde er en udforskning, en søgen efter et udtryk, en dynamik, et temperament. Jeg søger forståelse og følger mine hænder på en opdagelsesrejse, og undervejs får de mig til at associere til forskellige ting. Jeg kan godt lide at arbejde abstrakt, men i det, der kan være associativt for mig. Hun fortsætter.

– Jeg kan godt lide en æstetik, der er både åben og tvetydig. Jeg vil aldrig fortælle beskueren, hvad værket repræsenterer, men jeg synes, det er interessant at se, hvad der opstår i mødet. Både mit møde med værket, men også andres møde med mine værker.

Måske er det bare den måde, hjernen fungerer på, men der er noget kropsligt i Dianas malerier, og mødet med hendes malerier føles meget intimt.
– Jeg vil have, at det skal føles intimt, at der er en form for kontakt. Hvad er det, der får dig til at læse et blik eller fornemme et nærvær? Det er jeg meget nysgerrig omkring. Det er så naturligt at ville aflæse den menneskelige form.

Diana beskriver sin kreative proces som én lang indånding og udånding, hvor begge dele skal eksistere og interagere. Hun beskriver det som en vekslen mellem perioder, hvor hun fyldes op med inspiration og lader sig inspirere af alle former for ydre stimulation. Samtidig er der perioder, hvor hun konstant lægger arbejdet bag sig. Man kan tydeligt se Dianas designsprog. Abstrakt komponerede tekstilmønstre, der udvikler sig, når man kommer tættere på, og som synes at stræbe efter at springe ud af deres rammer. En bevægelse, der ikke kan begrænses til det todimensionelle. Hun kører hånden hen over værkerne, mens hun fortæller om dem.

– Mine tanker har bevæget sig i retning af punktskrift. Værkerne er en taktil overflade af lag, bevægelse og forandring. Der er information, selv om man lukker øjnene. Jeg har arbejdet i dobbeltlag i silke og skabt skulpturelle kompositioner, som jeg derefter har malet i olie. Mit maleri i denne serie fungerer mere som en lyssætning. Det kaster lys på formen for at fremhæve den. Jeg tænker på det som et billede i et fremkaldelsesbad i et mørkekammer. Pludselig træder formen frem.

Diana havde en soloudstilling på Dusty Deco i 2017 og har tidligere vist enkelte værker på Nordiska Galleriet.